Ikonskole
Kollerødvej 14. 3450 Allerød.
Tlf. 48-141864 hv. 9-10. E-mail:  info@ikonskole.dk
 


Ikonografi

Baggrunden for traditionen

Den byzantinske ikonografi er den kunst, der florerede i Byzans, hovedsagelig i form af vægmaleri, mosaikafbildning, miniaturemaleri og transportable ikoner.

Historiske og arkæologiske undersøgelser har vist, at denne kunst stammer fra de helleniserede lande i det østlige Middelhavsområde og Mellemøsten. Der er faktisk to traditioner, som ligger til grund for udviklingen af denne kunst. Den antikke tradition (den hellenistiske) og den østlige tradition.

Med Alexander Den Stores efterfølgere bredte den hellenistiske kunst sig til de østlige egne (Syrien, Lilleasien osv.) og senere blev der ved kristendommens livgivende indflydelse skabt en frugtbar forbindelse mellem de to traditioner. Af denne sammensmeltning opstod den kirkelige malerkunst.

Konstantinopel var samlingsstedet for alle disse påvirkninger og kunstneriske strømninger fra øst, og her smeltede de sammen med byens græske traditioner og kultur og satte deres præg på kunsten, som under kejser Justinian og i tiden derefter kom til at blomstre som ren byzantinsk kunst. Det, vi i dag kalder ikoner, er en videreførelse af denne kunst.

Ordet ikon kommer etymologisk set af verbet "eiko" (oldgræsk), der betyder "ligne", "kunne ses".

Ikonen er for den ortodokse kirke det sprog, der udtrykker dens lære. Det er en teologi, der udtrykkes i former og farver. Det er ikke religiøst maleri men en "helligskrivning" (Hagiografia), som også Ouspensky og Fotis Kontoglou betegner det.

Ikonen er en hellig og liturgisk kunst. Den er et objekt, der tilbedes, og den udgør en ubrydelig del af den hellige liturgi. Den forestiller hellige personer og hellige historier.

Ifølge kirkens lære svarer ikonen fuldstændig til Skriftens indhold: "Hvad Ordet formidler via hørelsen, viser malerkunsten stiltiende med sin billedlige fremstilling", siger Den Hellige Vassilios.

Det er umuligt at forestille sig den mindste liturgiske handling i kirken uden ikoner.

Den liturgiske kunst indeholder tre elementer, som den kristne religion er sammensat af: Dogmet (læren), som forkyndes med ikonen; den åndelige og etiske lære, som ikonen udlægger gennem sin historie og sit indhold, og tilbedelsen, som ikonen indgår som en uadskillelig del af.

Kirken fastlagde ikonens dogmatiske betydning i den periode, hvor billedstriden foregik.

Billedstriden begyndte med, at kejser Leo den III (726 e. Kr.) udsendte et dekret, der forbød tilbedelse af ikoner og samtidig gav ordre til, at de skulle ødelægges. Kejser Leos ordre gav anledning til uroligheder og blodsudgydelser.

Nogle biskopper tilsluttede sig dekretet, såsom Thomas af Klaudioupolis, Theodosios af Efesus m.fl. I modsætning til de ovennævnte biskopper protesterede Patriark Germanos af Konstantinopel imod disse foranstaltninger, og da han nægtede at underskrive dekretet, blev han tvunget til at træde tilbage.

Den Hellige Johannes af Damaskus trådte frem som forkæmper for de hellige ikoners ære. I mange skrifter bestred han billedstormernes argumenter. Han beviste, at ikonen ikke "i sin essens" var identisk med sit forbillede, og at det derfor ikke var en kættersk handling at afbilde Jesu Kristi ansigt, fordi, som han sagde: "den ære, der vises ikonen, overgår til forbilledet".

Efter Leos død genindførte hans svigersøn Artavazos, der støttede billeddyrkerne, ikonerne. Han blev imidlertid afsat af den legitime tronarving (søn af Leo III.) Konstantinos den V. Kopronymos (741-755 e. Kr.), som fortsatte sin fars værk men mere systematisk. Han indkaldte til en synode i Konstantinopel (745 e. Kr.) af 338 biskopper, som han betegnede som økumenisk. Disse fordømte enstemmigt tilbedelse af ikoner som afgudsdyrkelse.

Den 7. økumeniske synode i Nikæa (787 e. Kr.) annullerede de afgørelser, der var blevet truffet på billedstormersynoden, og fordømte billedstormerkætteriet, genopstillede ved fejring de hellige ikoner og tillod, at de blev tilbedt.

Derfor tilbeder vi ikke ikonen "som Gud, men til Gud retter vi vores bøn og ham ærer vi. Ved at tilbede ikonerne tilbeder vi ikke den fysiske genstand men det, der er afbildet, det vil sige, at den ære, vi viser ikonen, overgår til dens forbillede". Derfor er det nødvendigt og nyttigt ud fra et pædagogisk synspunkt at vise ikonerne ære og tilbede dem.

Ikonen kaldes med rette "anskueliggjort teologi". Den er "analfabeternes bibel", der kalder den troende til at efterligne helgenerne i deres livsførelse og udvise den samme tro, håb, stræben, udholdenhed og tålmodighed gennem hele livet.

Fra indledningen til Konstantinos Xenopoulos' bog om ikonografi, "Κόπος και Σπουδή" ("bestræbelse og studium"), oversat af Dyveke Sørensen.